Home Sweet Home...

Så er jeg endelig hjemme igen efter en oplevelsesrig tur rundt i det dejlige tanzanianske land! Jeg fik min klassekammerat, Peter, til at rejse med mig rundt i de sidste to uger, hvilket var hyggeligt. Vi tog på en 4-dages safari i Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara, hvilket var en utrolig smuk oplevelse. Naturen var fantastisk med alle de dyr i deres forskellige mønstre. En elefant kom 2 meter hen til vores bil og begyndte at gå rundt om den. Jeg vågnede en nat i vores telt midt i naturområdet og hørte en lyd foran teltet. Jeg lynede op og så en kæmpe bøffel stå og græsse 5 meter foran mig! Vi havde også fået at vide, der kunne gå elefanter rundt i området, men dem så jeg desværre ikke om natten! Jeg fik set ”The big five”, som består af næsehornet, løven, bøflen, leoparden og elefanten. Næsehornet kom vi faktisk temmelig tæt på, og vi nåede også at se en gepard og mange hyæner. På turen så vi Kilimanjaro på ca. 5400 m, som var fantastisk flot med sne på. Vi brugte til sidst også en uge på den tropiske ø, Zanzibar, hvor vi fik slappet rigtigt af. Der var blåt vand, palmer, hvidt sand og hængekøjer overalt, og en af dagene kom vi ud at dykke ved koraller! Vi dykkede 12 meter ned med vores tunge ildflas


På safari i vores helt egen safaribil sammen med vores kok og driver!

ker på ryggen og så en masse fascinerende fisk! Imens jeg en dag lå og slappede af i hængekøjen, ringede jeg til Amanda og Therese, som stadig var i Sumbawanga, for så gav de gadedrengene telefonen, så jeg kunne snakke med dem. Det var så fantastisk at høre deres glade ivrige stemmer igen. Nu er jeg så helt hjemme igen og er klar til jul. Det er underligt at være så langt væk fra mit liv dernede i fattigdom og varme sammen med glade mennesker!
Det kan godt være jeg som volontør ikke har gjort en stor forskel i store Afrika, men jeg har dog fået mig nogle uerstattelige venskaber med især gadebørn, der ikke har det mindste. Det var utrolig rørende at mine gadedrenge ville ofrer deres eneste brød, jeg havde givet dem, til mig, selvom det var DEM, der var sultne! Jeg har givet dem al min kærlighed, givet kram og smil og delt min viden med dem, og samtidig har jeg fået meget mere igen som fx en ny opfattelse af tilværelsen, en lyst til at hjælpe folk og sprede glæde, fantastiske minder med en masse glade børn, der endnu ikke har mistet livshåbet, hvilket resulterer i de mest betydningsfulde venskaber i hele verden!

Jeg blev virkelig glad, hver gang jeg så julestads, så det var værd at tage billede af!

Vores motto på Zanzibar var "Livet er skønt", og den sætning blev ofte brugt, -især når vi lå og dasede under palmerne ved lyden af brusende bølger.

Zanzibar var fantastisk, men selvom det lyder fantastisk med en
kokosnød-drink, hvor kokosnødden er nyplukket fra palmen,
smagte det elendigt med sådan en lunken mælk!

Vi kom faktisk kun 2 m fra en ordentlig elefant - den tog lige en tur rundt om bilen!

Da vi kom ud af lufthaven havde vi sommertøj på, afrikanske fletninger i håret og en tandstik i munden på ægte afrikanermanér. - Folk gloede dog også en del på os, men vi kan jo ikke gøre for vi er lækre!  



Afsked med min dejlige by, Sumbawanga!

Jeg har nu deltaget til min afskedsfest på Bibelskolen uden at vide hvad, jeg var blevet inviteret til. Da jeg ankom, mødte jeg to ukendte mænd, som tog mig med ind på forstanderens kontor, hvor vi sludrede lidt. Han spurgte, hvordan mit arbejde gik på hospitalet (?!?) – så han kendte mig vist ikke særlig godt! Vi gik derefter over i kirkesalen, hvor der overraskende nok var dækket op til ca. 15 mennesker. Vi satte os og efterhånden kom der få folk dryssende, der satte sig helt nede i den anden ende. ”Festen” begyndte, og vi sang et par kirkesange, og de bedte to gange for mig. Flere kom ind og satte sig, så der til sidst var fyldt op. Jeg kendte ikke navnet på en eneste og anede ikke, hvem de var! Så overrakte de mig en gave, som var et afrikansk kjolesæt – utrolig sødt af dem! Forstanderen holdt en tale om mig, som indeholdt så meget ros, at jeg blev helt rørt. Han sagde mine elever havde været rigtig glade for at have mig som lærer. Derefter holdt jeg en tale, - jeg syntes det var rørende at alle var samlet blot pga. mig! Efter sodavand og ristede peanuts, sagde manden ved siden af mig at festen var slut, så folk smuttede bare uden at sige farvel eller noget. Ikke engang ham manden, der havde sat ved siden af mig. Det havde været en meget overvældende og underlig eftermiddag, men en god oplevelse.

En eftermiddag hørte jeg en lille gadedreng græde udenfor, og da jeg så hvad, der var galt, var hans tå flænset op. Man kunne se, der havde været betændelse, men at det dybe sår nu var blevet revet endnu mere op. Efter han stoppede med at græde, hev han selv tåflagen af (wow, det måtte have gjort mega ondt!), hvilket jeg næsten fik det helt dårligt af! Jeg hentede straks noget stof og tape til forbinding, så han i det mindste ikke ville få skidt i såret, så hele benet ville inficeres. Tænk at jeg var sygeplejerske, som knap nok kan klare at se blod!

Henne i kirkens a cappella kor, har jeg nu deltaget et par gange, og har også lært dem en tre-stemmig sang, jeg har skrevet! Da vi øvede, fik jeg dem til at danse til sangen på afrika-manér. Imens vi sang, kom en dame ind, men da jeg ikke troede, jeg kendte hende, tænkte jeg ikke mere over det. Da hun så til slut prøvede at hilse på mig og fortælle mig at mine kangaer var færdige, fandt jeg ud af, at hun var min skrædder, der havde taget hen til koret, bare for at aflevere dem til mig, uden jeg genkendte hende! Pinligt! Hun havde nemlig set mig synge med koret i kirken og vidste derfor, at jeg var der. Sidste søndag var det meningen, vi skulle optræde, men som ting typisk ender, blev det ikke til noget. Denne søndag optrådte vi til gengæld, hvilket gik mega godt, og det medførte en stor jubel. Dejligt!

En af mine klasser og mig.

En morgen kørte vi ud til Cravery’s (en børnehjemsdreng der har aflsuttet sin mekanikeruddannelse) skole til graduation. Der ventede vi i mindst et par timer, imens vi var de eneste tilskuere. Efter at alle gæsterne fik en rundvisning på skolen, begyndte ceremonien, så studenterne og vi gæster skulle komme dansende ind i festsalen på række, - vi piger blev placeret oppe på ærespladserne bag de fornemme. De næste 3 timer var utrolig lange! Der var mange taler, kor, flere taler + lidt underholdning og dans indimellem, så vi blev utrolig sultne. Pludselig ud af ingenting blev Cravery, som den første, kaldt op for at få sit certifikat, uden at vi havde kameraet klar! Det var ellers dét vi havde ventet på hele dagen, og så tog det kun 2 min.! Efter vi havde spist og overrakt blomsterkransene og gaven til Cravery, tog Terese hjem fordi hun havde det dårligt, imens Amanda og jeg fyrede den max af på dansegulvet til det efterfølgende disko. Det var mega sjovt, men vi kunne nu ikke sammenligne vores dans med de afrikanske pigers, som virkelig kunne svinge hofter! Drengene ville meget gerne danse tæt - flere gange kom de dansende bagfra en og stod og vrikkede hofter uden man vidste det! Enten dansede drengene sexet ellers totalt fjollet. Cravery hørte til den fjollede dans, for han hoppede underligt rundt med sine lange spjættende ben og arme og løftede rundt på sine venner! Det var skræmmende, at der var så mange børn under 10 år på dansegulvet, som dansede præcist som de sexede drenge med frække moves. Efter at have danset med dem én gang, kunne jeg ikke slippe af med dem, og de stod konstant og dansede op af mig – føj!

Nu har vi prøvet at deltage i en moské til fredagsbøn! Vi blev fuldt derhen af to af mine elever fra skolen, hvorefter de tog tilbage til skolen, så vi skulle selv derind. Heldigvis kom en hjælpsom dame og bandt vores kangaer om vores hoveder, så man ikke kunne se vores hår. Min kanga var meget glat, hvilket senere hen gav problemer! Vi startede med at skulle vaske vores ansigter 3 gange, næser 3 gange, hårtotten ved panden 3 gange, armen 3 gange og til sidst fødderne. Derefter gik vi ind i et tomt rum med gulvtæppe, hvor der sad andre muslimer – alle med hovederne i samme retning. Vi blev placeret hen på en række temmelig langt foran, hvor vi så hørte en mandestemme i højtalerne som bedte. Efter 5 minutter i bøn kom en streng dame ind for at trække os ud, og ville høre, om vi var muslimer. Vi forklarede vi bare ville opleve Islam, så vi fik igen lov til at komme ind. På vej ind havde jeg virkelig problemer med mit glatte tørklæde, som fløj af, pinligt!! Amanda prøvede at hjælpe mig uden at flække af grin. Efter at have sat på gulvet i 3 kvarter (ja, jeg faldt i sov og glemte at rejse mig op da alle andre gjorde det, - heldigvis prikkede Therese mig!) skulle vi skiftevis stille os op, bede, og gå ned og kysse jorden. Da vi efter 1 time gik ud, samledes en masse muslimer sig om os, snakkede religion og førte os hen til en butik, hvor de solgte muslimsk tøj. De prøvede ihærdigt at overtale os til at købe noget og inden jeg så mig om havde de pludselig taget en slags badehætte på mig oven på mit tørklæde, og jeg blev flad af grin!

Her danser jeg med kirkekoret udenfor efter en gudstjeneste på 3 timer.

Vi har nu været til bryllup – eller det troede vi i hvert fald i starten. Vi ville prøve et tanzaniansk disco, men da vi kom derhen, var der optaget pga. en bryllupsceremoni. Vi stod foran bygningen og lige, som vi ønskede, kom en mand, og inviterede os indenfor. Det var underligt at alle afrikanerne strengt skulle vise deres invitation, imens vi bare blev trukket ind. Vores første fokus faldt især på storskærmen og fjernsynet som viste brylluppet direkte på storskærm, - dvs. en mand konstant gik rundt og zoomede ind og ud på folk. Der blev på et tidspunkt zoomet helt ind på os, fordi vi var hvide! Vi fik stukket en sodavand i hånden og slog os ned på nogle plastikstole iblandt gæsterne. Der var nok omkring 200 gæster, men da vi senere snakkede med en fyr bag os, kendte han ikke engang brudeparret, men havde kun fået en invitation, fordi han skulle repræsentere sin mor. Vi kom lige i tid til at se bruden og hendes søster ankomme i brudebilen (gule sløjfer overalt – selv på hjulene!) næsten i det samme tøj. Vi undrede os over hvor brudgommen var, men fandt ud af, han sad nede blandt publikum i starten indtil pigerne havde danset i slowmotion ned og hentede ham og hans ”best man”. De to par gik så dansende op uden den mindste kropskontakt til deres bord, Vi blev meget overrasket over, at der ikke var mere fokus på manden, for han sad ikke engang ved siden af kvinden med bare ude i siden og fik ikke noget af bryllupskagen. Det var kun kvinden og hendes søster, der var i centrum! Bagefter blev forskellige ”vigtige” mennesker præsenteret, som arbejdede for regeringen – det havde ingen betydning om de havde kendskab til brudeparret. Flere gange stillede folk sig op og viftede med servietter og dansede i to lange køer op forbi søstrene og tilbage. Senere fik vi at vide, at dette kun var en fest for pigen, som sagde farvel til familien og brylluppet først var næste lørdag! Udenfor da vi ved midnatstid ventede på en taxa, hyggede jeg med nogle gadedrenge, som vi kendte – dejligt de kom hen til os. Det var bare vildt at se voksne folks opførsel over for dem, for de blev absolut ikke respekteret men blot skubbet eller råbt efter. Da taxaen endelig kom efter ½ time, kørte vi i et halvt minut hen til huset, men det var bedre, end at skulle gå ude om aftenen overhovedet, for man kan umuligt se, hvem der overfalder – og folk bliver fristet når de ser hvide.

En dag jeg cyklede op på skolen for at undervise i 40 min, fik jeg selvfølgelig at vide, eleverne var til eksamen, netop som jeg stod foran klasseværelset. Inspektøren havde ikke sagt en dyt, selvom jeg havde snakket med ham inden og sat og ventet en hel time på min undervisning! Så turen gik direkte hjem igen. Det er så typisk!

Efter en tur i moskeen så vi sådan ud.

Faktisk holdt jeg i sidste uge ”Farewell Party” for min Sec. School, hvor jeg havde bestilt en DJ og disko ud til skolen. Udover jeg ventede to timer på at musikken ankom og antallet af elever ændrede sig fra 200 til 50, var det utrolig sjovt! Jeg bøvlede med at finde et lokale, der var stort nok til alle eleverne, men eftersom de alligevel forsvandt brugte jeg bare et normalt klasselokale, hvilket havde perfekt størrelse. Inspektøren havde selvfølgelig givet mig forkerte informationer som sædvanligt, så jeg stod uden en lang forlængerledning men i stedet for med 10 små, hvilket jo umuligt kunne nå over hele skolegården. Samtidig havde han fortalt mig de afsluttede eksamenerne i dag, hvilket også var løgn, så jeg stod med et party imens de burde læse til eksamen. I løbet af festen kom der faktisk mange elever og siden der ikke var så mange i starten, inviterede jeg også naboskolen, så der blev virkelig fest! Det var totalt fedt at de fleste af mine elev-venner kom. Strømmen gik dog mit i det hele, men kom heldigvis igen! Jeg havde bagt 2000 pebernødder dagen før, som der blev stjålet af, og da jeg uddelte dem var folk så grådige og sultne at halvdelen endte på gulvet. Samme aften tog vi piger ud på børnehjemmet, hvor vi havde lovet børnene at holde disko, så vi lavede ikke andet end at danse denne dag, hvilket var rigtig sjovt!

Det var så utrolig hårdt at sige farvel til mine
guldklumper. De havde haft den største  betydning
for mit fantastiske volontør-ophold!

Jeg har nu taget afsked med hele Sumbawanga. I går afholdt jeg et farewell party for mamaerne, Tito, Sargent, Patrick + familie, Geneke og Amanda og syge Therese (Malaria). Jeg havde forberedt festen med kage, pizza og balloner, men selvfølgelig gik strømmen, så jeg nåede kun at bage kagen. Det kom dog igen, og udover at gæsterne kom en time for sent, gik det hele fint. De gav mig en kanga, og jeg fik dem til at skrive hilsner på min T-shirt. Festen sluttede med en omgang ballondans sammen med Tito og Patrick! Om aftenen holdt jeg den sidste filmaften for mine gadedrenge, hvilket var det hele værd, selvom at strømmen gik, så vi kun havde computerskærmen at se på! Drengene fik lov til at sove ude foran vores hus under noget halvtag på vores siv-måtte. Morgenen efter gik jeg ud til dem og uddelte T-shirts, jeg havde taget med fra DK. De blev glade, og vi tog en masse billeder sammen! Jeg gav min efterskoletrøje til min yndlings-Danni, som blev rigtig glad. Jeg havde også givet dem sokker, som ikke passede sammen, men dem tog de på deres hænder i stedet for, haha. De sagde de ville komme med til busstationen dagen efter for at tage afsked, hvilket de minsandten gjorde! Dagen efter var der samlet 13 mennesker, bare for at sige farvel til mig! Tito, Sargent, Amanda, Therese og resten var gadedrenge! Der gik ikke lang tid før min Danni skjulte sit ansigt og begyndte at græde, og efterhånden begyndte alle andre også at græde! Det var simpelthen så rørende, for jeg følte nærmest jeg var blevet deres omsorgsperson og at de var MINE guldklumper. Jeg har aldrig givet så meget af min kærlighed, som til dem! De prøvede at skjule deres ansigter, så jeg ikke kunne se deres tårer. Jeg gik over og aede Danni, som var så ked af det, at han ikke kunne kigge på mig med hans helt røde øjne. Tårerne løb også fra mit ansigt. Da jeg grædende gik ind i bussen og kiggede ud på forsamlingen, så jeg alle gadedrengene med deres våde øjne stå med triste blikke og kigge på mig. Jeg har aldrig oplevet gadedrengene så tavse. Det mest humoristiske midt i det hele var en lille ny gadedreng, som jeg kun havde mødt et par dage inden, for han græd voldsomt og gik højlydt hulkende rundt blandt de andre, uden han havde et forhold til mig, haha! Da bussen endelig kørte, vinkede jeg alt hvad jeg kunne, og begyndte virkelig at forstå, jeg ikke kom tilbage. Jeg tænkte mit ophold igennem og var taknemmelig for alle de fantastiske oplevelser, jeg havde haft, som jeg bestemt ikke ville være foruden. 

Nu rejser jeg 3 uger rundt i Tanzania her til sidst, inden turen går hjemad til kulde, julepynt og flæskesteg. Mit sidste blogindlæg bliver skrevet i DK – hvor vildt at tænke på!

Blindeskole, nattetur og dæmoner!

En tur på markedet er noget af en kontrast til et dansk supermarked:)

Jeg har nu set en rigtig blindeskole, som Missionær-Peter en dag viste os. Børnene var opdelt i kategorierne totalt blinde, delvist blinde, og albinoer, som også var svagtseende. Der var overraskende mange albinoer iblandt eleverne, som tydeligvis havde en sårbar og skrøbelig hud i forhold til solen og udslæt. Efter vi havde præsenteret os for dem, sang vi akavet ”lille Peter edderkop” for dem, hvorefter de sang en utrolig smuk sang for os som respons. Det var så rørende at se dem synge så vidunderligt, imens vi vidste, de havde en hård fremtid foran sig som blind eller endda albino. Det måtte være forfærdeligt at vide, at folk ønskede en del af albinoernes legemer, fordi det i overtroisk forstand bragte succes. Faktisk var det sket for nyligt, at en albino var blevet angrebet, men heldigvis slap han med tre mistede fingre i stedet for hele armen. Efter en rundvisning på lærerværelset, hvor de fleste lærere var blinde, så vi børnene gå over til spisesalen, imens de delvist blinde hjalp de helt blinde. Da vi så sovesalen, fortalte inspektøren, at den ikke var stor nok, for de sov 30 drenge derinde, og de små drenge delte senge. På pigesalen mødte vi en pige, som ikke vidste, hvordan en europæer så ud, så inspektøren skubbede mig frem, så hun kunne røre mig – det var en speciel oplevelse. Samme dag besøgte vi en spædbørnsinstitution, hvor der var 82 forældreløse eller efterladte børn. Mange nonner arbejdede der og tog sig af dem. Mens vi hilste på nonne-lederen, løb der 5 glade børn rundt og hoppede op på os. En albino-pige blev ved med at nippe mig voldsomt, så jeg nærmest blev bange for hende. Vi fik en rundvisning på institutionen, hvor nogle nonner stod og badede børn, helt små spædbørn lå og græd uden nogen tog sig af dem, og børn løb legende eller skrigende rundt. Det må nu være svært at passe så mange, men dejligt at børn har et sted at komme i trange vilkår.

Min skoles headmaster er blevet fyret pga. pengesvindel og fordi han var involveret i hekseri gennem en heksedoktor for at øge sin autoritet. Hvad sker der for det?

Alt det med hekseri er en del af deres kultur, så hvis man måske er syg kan man gå hen til en heksedoktor, der helbreder en ved fx at sende en dæmon ind i kroppen eller give nogle specielle stoffer. Dæmonen bliver dog ikke sendt ud igen og kan efterhånden ikke kontrolleres. En morgen i min undervisning hørte jeg nogle voldsomme skrig udenfor og så minsandten en pige være besat af en dæmon, der hev og sled i hende. Jeg kunne ikke tro mine øjne og blev bange, for jeg kunne jo ikke gøre andet end at kigge på, imens hun led. Hun blev kastet unaturligt rundt i de mest umulige stillinger med armene flyvende omkring, imens hun skreg på en uhyggelig brølende måde. En elev fortalte mig, at det eneste, der hjalp, var at bede. 10 elever slæbte hende væk, og jeg fortsatte så undervisningen rystet efter oplevelsen.

Da jeg en dag underviste mine pre-form-1-elever, var jeg SÅ tæt på at smide min bog og rende skrigene væk, for de blev ved med at larme og imitere mig. Efter at have smidt flere udenfor døren, råbt en del, og prøvet at undervise, var jeg totalt udkørt. Da de var allerværst, stod jeg stille, kiggede blot opgivende på dem, indtil en pige spurgte mig, om jeg havde ondt nogen steder (jeg så nok sådan ud). Jeg forklarede dem, at jeg var trist pga. dem og tegnede en stor trist smiley på tavlen. Det medførte en totalt ro i klassen. Der gik ikke lang tid, før folk sagde undskyld, - dejligt. Dagen efter gik det til gengæld bedre end aldrig før! Jeg har aldrig før haft så meget ro i klassen, og jeg læste højt for dem, imens de var helt stille. Selv efter timen fortsatte en del fra klassen med opgaverne!

Manden jeg sidder ved siden af havde kun ét ben, fordi han havde fået det
hugget af pga. tyveri. Vildt at han alligevel overlevede!

En nat tog børnehjemslederen, Joseph, os 3 piger med på nattetur i byen. Vi besøgte en bar, hvor vi fik at vide, at alle kvinderne, der arbejdede på natbarer, var prostituerede. Halvdelen af mændene, der sad og drak øl, ønskede en prostitueret, og hvis ikke de fik det, voldtog de blot nogle af gadedrengene, der lå og sov rundt omkring. Vi så også et farligt område i forhold til overfald, hvor den laveste klasse hørte til. Nogle unge teenagepiger stod på gaden og var prostituerede og kvinderne på pubben, vi besøgte, stod og dansede og flirtede blandt de fulde mænd. Vi mødte en mand med kun et ben, fordi folk havde hugget benet af ham, da han havde stjålet en radio (rigtigt ville folk have brændt ham levende)! De synes nemlig ikke tyve får en hård nok straf ved politiet, som løslader dem igen efter noget tid, så de dræber dem bare på stedet! Ved midnatstid, kørte vi hen til de sovende gadedrenge, der lå ude på gaden på noget koldt beton med en presenning over. Vi vækkede dem og uddelte kiks og juice, hvilket de blev glade for. Vi kendte godt drengene, hvilket gjorde det ekstra skræmmende. De sov på gaden ved gadelyset, for at risikoen for overfald var lidt mindre, men det er virkelig farligt at være gadedreng. Grunden til man yderst sjældent møder piger på gaden skyldes, at de altid ender som tjenestepiger. De tjener dog næsten ingenting – måske får de endda kun mad. Folk i huset kan finde på at mishandle dem, men det er næsten bedre, end at være ude på gaden. Efter den tur tænkte jeg, at jeg aldrig nogensinde burde brokke mig over bagateller, for de stakkels gadebørn har ingenting, men løber altid glade rundt og brokker sig aldrig.

På natteturen uddelte vi kiks til de sovende gadebørn,
hvilket de blev glade for!

En dag ville jeg prøve at tage en pikipiki (motorcykel-taxa) til skole. Jeg sad i damesaddel bag chaufføren, hvilket var vildt, men totalt sjovt! Især når vi kørte over de ekstremt store humpler, der er hernede overalt på vejene, hoppede jeg rundt omme bagpå. Da jeg kom til skolen, følte jeg mig ret sej, fordi jeg blev kørt helt hen til døren, men det er nu ikke så unormalt. Fed oplevelse!

Vi har i sidste weekend været i Kipili igen, men tog bussen derhen denne gang. Efter at have ventet

 2½ time på bussen, kørte vi i ca. 4½ time, hvilket var lang tid, når man sad i en proppet bus med over 80 personer + tunge sække med korn og tomater og en høne. Tomaterne var nærmest blevet til ketchup, da vi ankom, og hønen havde siddet i en lille plasticpose hele vejen. På et tidspunkt var chaufføren ikke opmærksom, så vi hoppede alle 10 cm op fra vores sæder i luften, pga. et kæmpe humpel. Bussen var noget gammelt skrot, selvom det hernede betegnes som ”High Class”. Døren kunne ikke lukkes ordentligt, forruden var revnet og når bremsen blev brugt, kom den mest støjende larm! I Kipili optrådte vi to gange med vores wazungushow, tog på fisketur tidligt en morgen (halvdelen af os var godt søsyge!), og os Sumwawanga-piger + Rebecca (volontør) sejlede med en lokal båd til Kirando, hvilket var en helt anderledes sejltur. Ingen søsyge, men en rolig sejltur, hvor vi sad på kanten af båden sammen med en masse lokale. Der lå skrammel i bunden af båden og en masse vand, der blev hældt over rælingen engang imellem samtidg med den dejlig varmende sol. Vi sejlede hen til en idyllisk strand undervejs for at fylde folk på. Folk stod og ordnede deres både, mænd hoppede i vandet for at løsne ankeret, folk gik ud i vandet med deres tunge last til båden, børn legede og kiggede på os hvide, og motoren gik senere i stå midt ude på søen, da vi fortsatte turen. 

Nu har vi også vist wazungushowet for børnehjemsbørnene i SW + andre lokale, Knud og en ny BDM-sekretær, som var på besøg. Da vi startede showet, var der en kæmpe jubel! De klappede og grinede meget mere end vores normale publikum, og til sidst kom der minsandten to gamle damer dansende ind på scenen, hujede rundt om os og trillede med tungerne. Knud kom også ind på scenen og gav os hver en skilling, ligesom folk fx gør i kirker ved korene! Hvor nice!

I have now seen a school for blind students, which was very exciting. There were: partly blind students, totally blind students and albinos, who also have a weak sight. It was wonderful to see how they helped each other to get around. They sang a beautiful song to us and it made me think of how difficult their future would be for them when they stand by themselves without a school to support them.

One day I saw a girl, who was occupied by a demon while I was teaching in the Sec. School – it seemed crazy! Her body got thrown everywhere in different directions while she was screaming very unnaturally! I got very scared because I couldn’t do anything to help her, and the other students said the only thing, which would help, was to pray.

Her rører en blind pige for første gang en "hvid"!

One night our friend Joseph showed us Sumbawanga at night time. We went to a pub, where all women normally are prostitutes and get a very bad pay for working there because their main money come from the men. Half of the men at the pub wanted a prostitute and if they didn’t find one, they just went out to rape some of the street boys who were sleeping in the streets. Disgusting! Then we visited another bar where we met some very young prostitutes (teenagers) and a man with only one leg. Some people had cut off his leg because he had stolen a radio. Really he was supposed to be burned but they let him go! At midnight we went out to visit the sleeping street boys. They became happy to see us and we brought some biscuits and juice for them. They were sleeping near the streetlight, because that made them safer if a stranger would rape them. Poor boys!

It was strange to see this poverty and then go straight home to our warm beds! We have everything while they have nothing so we should never complain again about our silly problems! 

Hvad har jeg oplevet af sjove ting?

Jeg har nu prøvet at have afrikanske fletninger! Det tog i alt 12 timer og foregik på gulvet, så jeg havde en meget øm ryg, men fik i det mindste læst 1½ bog. Damen flettede 3 pakker ekstensions i mit hår, så det blev kæmpe stort. Det var vildt at se nogle af de helt små børn få flettet hår. En lille pige sad og holdt sig for øjnene og græd, imens en anden var totalt hardcore, når damen hev og sled i håret. Heldigvis fik jeg bare normale fletninger, som ikke gør så ondt i forhold til de fletninger, der sidder langs hovedbunden.

En dag var jeg til en graduationsceremoni ved Tito fra vores baggård. Vi kom til tiden, men ventede alligevel i mindst en time, imens der blev spillet så højt musik, at man ikke kunne føre en samtale. Ceremonien startede med, at alle 200 studenter kom dansende ind efter hinanden til den fedeste sambamusik! De følgende 4 timer sad vi og blev underholdt af lange taler, flere forskellige kor (en af sangene varede et kvarter, imens der var høje skingrende mikrofon-lyde), lange skuespil og overrækkelsen af certifikaterne. Siden Tito var forældreløs, var vi piger hans nærmeste familie her i byen, så vi støttede ham fuldt ud, da han skulle rappe foran alle. Ved overrækkelsen gav folk studenterne blomsterkranse om hovederne, så jeg overrakte Titos blomsterkrans om hans hoved. Nice!

En eftermiddag legede jeg med mine elskede gadebørn i 3 timer! De var simpelthen så dejlige og sloges om at få min arm om sig og muttede mine kinder. Jeg følte mig lidt som den mor, de ikke havde. Dog kom nogle af dem op at slås, andre tyrede sten efter hinanden, og en dreng ville give en lille fyr en knytnæve. Man kunne pludselig godt mærke, at de egentlig VAR gadedrenge og var vant til den slags. En dag, da jeg var alene hjemme, legede jeg med dem hele eftermiddagen, hvor jeg tog tegnesager og vendespil med ud foran huset. Sikke en succes, men vildt at se, hvordan nogle af dem ikke engang kunne stave deres eget navn! Jeg gav dem vand, en fastelavnsbolle og min kærlighed, hvilket de elskede. Om aftenen satte jeg projektoren op i vinduet indefra, så vi kunne se film på nabohusets væg og sidde udenfor. Det tiltrak selvfølgelig en del forbipasserende, så var på et tidspunkt ca. 20. Jeg sad konstant med en masse dejlige børn omkring mig, og undervejs hentede jeg vand og boller til dem, så de blev lidt mættere! Det var fantastisk at se, hvordan børnene morede sig over filmen!

Sådan så vi ud til vores "Wazungu-show"!

Jeg har nu flere gange været i Brødremenighedens kirke, hvor gudstjenesten normalt varer 2½ time. I kirken skal skuldrene og knæene være tildækket, ellers er man uanstændig (det gælder også mit job som lærer)! Der var 3 forskellige kor oppe og synge hver 2 gange. Ungdomskoret i kirken kunne man nærmest ikke kalde et kor, men nærmere et zumba-hold, der dansede, imens der var 3 forsangere, samtidig med de værste party-beats fra et keyboard! (dette kor har vi piger prøvet, hvilket var sjovt!). Indimellem hørte man nogle afrikanske triller fra publikum, som lød som ”indianerråb”. Nogle fra de andre kor begyndte også bare at stille sig op på scenen, når de havde lyst! Faktisk øver ungdomskoret hver eneste dag i 2 timer! Lige før prædikenen hørte vi keyboardet lave en dørklokkelyd, som er i døren til danske butikker. Pudsigt.

Under gudstjenesten opdagede en afrikansk dame os gennem vinduet og skabte sig helt vildt, så menigheden vendte sig om og kiggede. Hun hoppede og dansede med de mest uforudsigelige bevægelser og kastede en gren ind ad vinduet på os og kiggede meget stirrende, imens hun var helt oppe at køre over os ”hvide”!

Jeg har også deltaget i korets gode a cappella kor i kirken, hvilket var fedt. Det var bare ikke det nemmeste at danse til sangene, når de ikke holdt takten! Ved at jeg sang i koret, gav jeg dem selvfølgelig ekstra meget at kigge på, men jeg syntes det var sjovt indtil de begyndte at synge nogle sange, jeg ikke kendte, så jeg blev nødt til bare at mime.

En skøn eftermiddag sammen med mine drenge!

En weekend var vi volontører på tur til Kasanga med missionær-Peter for at se Kalambo Falls, som er Afrikas andet højeste vandfald på 235 m. Efter ca. 3½ time på elendig grusvej nåede vi frem til vandfaldet. Det var kun et par meter bredt, men utrolig højt og flot. Vi sad på nogle klipper ved siden af og nød udsigten til både Zambia og Tanzania og krydsede bagefter floden til Zambia ved at gå over en lang træstamme med høj puls og hjertebanken. Derefter kørte vi til et primitivt hotel, som var utrolig flot og lå lige ved Tanganyika-søen, så vi fik badet en del. Vi piger boede i en 4-mandshytte lavet af bambuspinde og strå. Toilettet havde ingen dør, bruseren bestod af en slags pose med huller i, hvor man kunne dreje bundskiven, og restauranten var bygget på en gammel sejlbåd med stråtag og træsøjler. Da vi havde slappet lidt af i hytten, skreg Anna-Elisabeth pludselig, fordi hun så en 1-m lang grøn slange på loftspælen! Udover slanger vrimlede det også med aber rundt mellem teltene, hvilket var sjovt at se.

Therese, Amanda og jeg har nu været ude at optræde med vores Wazungu-show (de ”hvides” show), hvilket gik forbløffende godt! Vi cyklede ud til et kvarter vi ikke kendte og satte vores scene op. Bare ved at være til stede, tiltrak vi automatisk over 60 børn og voksne! Publikummet grinede og var underholdt af vores skøre teater. Therese og jeg spillede mænd, og havde derfor malet skæg i hovedet og opførte os tosset. Vi har været rundt og opvise det et par gange indtil videre. Vores formål var, at sprede latter gennem vores show, og det lykkedes.

Jeg har nu afsluttet min undervisning på Bibelskolen, så jeg gav præsteeleverne fastelavnsboller som afslutning. Tiden er godt nok gået hurtigt. Nu er jeg kun på Sec. School og sommetider på børnehjemmet.

På Sec. School har jeg undervist en klasse på 67 elever i computer, uden der var strøm, så det blev rent teori i et lille lokale. Hver gang eleverne ville svare på mit spørgsmål, havde de nærmest problemer med at rejse sig op fra stolen pga. pladsmangel (man skal stå op for at svare).

Da jeg i engelsk havde sat eleverne til at skrive en historie, hev jeg hver enkelt elev udenfor på trappen til klasseværelset, hvor jeg hørte dem i at læse lidt engelsk. Det var hyggeligt at få et forhold til dem på den måde. En af de store drenge prøvede at læse ekstra langsomt til sidst, for at han kunne sidde ved mig i længere tid, haha. Jeg har nu for første gang rettet stile i mit liv. Jeg kunne se i hæftet, at de andre lærere ikke gav positiv respons når de rettede stile, men fx bare skrev 0/4 rigtige. Så er det jo klart de ikke forbedre sig.

Til kor kom der en dag ca.25-30 elever, men lidt under halvdelen smuttede igen efter det første kvarter. Det lykkedes at færdiggøre ”This Little Light”, som vi så optrådte med til Religionstimen (gudstjeneste). Dog kom der kun 13 elever fra koret med op på scenen og de havde selvfølgelig glemt, hvad de havde lært. Fedt. Sidste gang kom der ingen, hvilket skyldes, at folk har travlt med at læse op til eksamenerne, så de ikke får tæsk. Derfor har jeg nu droppet det helt.

Vi har været til fest på børnehjemmet, fordi vi fejrede danskeren, Peter Knudsen, som havde sponsoreret mange penge til børnehjemmet. Han var kommet til SW med familien for at se hans projekt. I løbet af de følgende 4 timer var der mange lange taler af præsterne, flere forskellige sange fra de dejlige børnehjemsbørn, som lød rigtig godt med trommer og dans, og et indslag fra os volontører, der sang ”Thank you Lord”. Børnene lavede også et skuespil om at være forældreløs, fordi forældrene døde og derefter blive mishandlet og til sidst komme på børnehjemmet vha. Knud. De levede sig så meget ind i det, at nogle af skuespillerne græd rigtigt, fordi de kendte følelsen alt for godt. Det var utrolig rørende!

Now I have tried to have African braids which took 12 hours to make! The lady, who made it, also added 3 bags of extensions hair to my hair so I got many braids. I didn’t get the braids which were sitting tight to the head but just some normal ones.

I have played a lot with my homeless street boys lately which I enjoy. I bring out games and colouring stuff so they can draw and have fun. Actually most of them cannot even spell their own names. One night I showed my boys a movie outside. I used the neighbour’s house as a big screen for my projector. The kids loved to be in my cinema and it was great to have so many kids around me who wanted an arm around them.

I have also tried to be in the Moravian Church where the service lasts at least 2½ hours. Through the service there are many different choirs singing and the youth choir is also dancing very energetic – They are so funny to watch. We have also tried to attend to that dancing choir which was hilarious! Last Sunday I attended the a cappella choir because I had been practising with them sometimes. It was fun to sing and dance with them but I really gave the congregation something exciting to look at (ME!).

Her er nogle af mine Computer-elever, der ville have et billede med mig.
Man får virkelig meget opmærksomhed fra eleverne som hvid lærer!

One weekend I went to Kasanga where I saw the second highest waterfall in Africa with its 235 m. It was not that wide but very beautiful, and it divided Tanzania and Zambia. We crossed the river on a tree trunk which lay as a bridge over the river, but it was pretty scary! Well now I can say I also have been to Zambia! We stayed at a very nice but primitive Hotel overnight where we saw a snake in our cottage and monkeys running around outside!

Now Amanda, Therese and I have been performing our “Wazungu Show” which is a show we have made just to entertain children. We went out in an unknown area where we set up our scene which attracted a lot of people – also adults. The show went very well and the audience (maybe 60 people) laughed and enjoyed it a lot!

I have now finished my choir because people are busy studying for their exams. That’s why they didn’t attend the last couple of times. Two weeks ago there came 25 students which was great. We finished a song which we performed in front of the whole school but when we were performing there only came 13 students. Why? Anyway, now I have tried to have my own choir which was fun!

Kor og undervisning

Nu har jeg fået startet mit kor. En morgen på Sec. School præsenterede inspektøren koret, men da han spurgte hvor mange, der indtil videre var interesseret, var der kun én pige der meldte sig. Haha! I frikvarteret satte jeg mig ud i skolegården til eleverne, og de sagde alle, at de ville komme til koret. Da koret så startede, var der kun 15 elever, hvilket var MEGET mindre end de 50, der havde tilmeldt sig på en liste i løbet af dagen. 4 elever smuttede bare under koret hen til et andet skolekor, der foregik på samme tid, og 5 af dem tog hjem, fordi de var sultne (forståeligt nok, da de ikke havde spist hele dagen), så jeg stod tilbage med 6 elever. Gangen efter kom der heldigvis 20, hvilket var en succes! Det gik rigtig godt, selvom flertallet af de 4 medvirkende drenge ikke rigtig kunne synge. Jeg fik koret til at danse til sangene og de sang 3-stemmigt, hvilket på udvalgte tidspunkter lød super godt. Det var en fantastisk følelse at stå med et kor, der brændte for at synge!

Afstraffelse i skolegården virker simpelthen så uacceptabelt.

Jeg er nu begyndt at undervise 20 pre-form-1 elever, som skal have ekstra engelskundervisning før de starter i Secondary School, men de kan stort set intet. Vi har derfor leget en masse lege ude på græsset, som fik dem til at snakke engelsk. En dag var det dog virkelig tough at undervise dem. Udover der pludselig var dukket nogle nye elever op i klassen så der i alt var 34, var der ingen stole i lokalet. Da jeg bad dem hente stole, kom de selvfølgelig med en masse borde - typisk. Det var utrolig svært at få dem til at være stille, og halvdelen deltog absolut ikke aktivt i undervisningen. Hvor fedt er det at lege ”Simon siger”, når halvdelen bliver siddende, og alle de andre ikke forstår pointen i legen?

Eleverne var ikke til at se en morgen, hvilket skyldtes, at inspektøren havde glemt at fortælle mig, at de først kom kl.14.00, så der var borde og stole nok. Det betød, at jeg skulle vente i 6 timer! Dog fik jeg lov til at undervise en form-3 klasse i mellemtiden! Jeg snakkede lidt med to lærere i pausen, som spurgte mig, om jeg en dag ville giftes med en tanzanianer og det snævrede sig efterhånden ind til, om jeg ville giftes med en af dem! Det er nu ikke noget nyt – jeg er næsten hver dag blevet inviteret på date med nogle af lærerne, og nogle af eleverne forsøger nu også at gøre et godt indtryk og spørger om mit nr. og facebook osv.

På et tidspunkt hentede inspektøren mig ind til 50 form-3-elever og sagde, jeg skulle undervise dem i engelsk med det samme, men jeg havde jo hverken bøger eller viden, om hvad de kunne så sagde, jeg havde brug for forberedelsestid først. Da jeg gik ud af lokalet, gik jeg uheldigvis direkte ind i døren, så alle blev flade af grin. Pinligt. Dagen efter underviste jeg dem så, hvilket gik godt. Jeg har dog også prøvet at stå i den forkerte klasse og undervise i 40 min. før jeg opdagede det! Heldigvis gjorde det ikke noget, da deres lærer ikke var kommet. Efter pausen underviste jeg 55 elever i computer med kun 6-7 computere, så der var virkelig crowded.

En dag var jeg med til skolens religionstime, som svarede til en gudstjeneste for alle 400 elever. Nogle af dem sagde, jeg skulle stille mig op og synge solo foran alle, men jeg forstod ikke hvorfor. Jeg gjorde det dog, hvilket medførte en stor jubel. Den følgende time gik med auktion, hvor pengene gik til koret, som brugte dem til velgørenhed eller deres private transport til kor. På et tidspunkt stirrede alle fjantende på mig og grinede højlydt, fordi der åbenbart var en dreng, der havde ”købt” et kys af mig til auktionen, men han fortrød alligevel nok, og gik fjantende tilbage til sin plads. En anden dreng havde, uden jeg vidste det, købt min skoletaske for 3 kr., som jeg kun kunne få tilbage ved at betale et højere beløb – totalt komisk, men det måtte jeg så gøre. Om eftermiddagen var det begyndt at regne, så nu er regntiden startet!

Jeg har for resten fundet ud af, at mit penalhus med mit USB-stick i er blevet stjålet på lærerværelset OG min ringeklokke og cykelpumpe på cyklen - øv.

Mit dejlige korhold, når der er flest, og mig...

Da jeg i sidste uge kom hen på Sec. School, stod alle eleverne samlet i skolegården, fordi de havde debat-dag. Det havde inspektøren bare lige glemt at fortælle mig, så jeg skulle slet ikke undervise – kun pre-form-1-eleverne kl.14, hvilket betød, jeg skulle vente i fem timer! Dog deltog jeg i debatten, som foregik udenfor sammen med naboskolens elever, så der i alt var ca. 900 elever. Nogle fra hver skole skulle så debattere imod hinanden angående undervisningssproget i skolerne, for lige i øjeblikket bliver alle fag undtagen kiswahili undervist på engelsk (det er jeg imod, for hvis man ikke er god til engelsk lærer man heller intet i de andre fag). Alle lærerne satte sig op på stole foran eleverne, men hvis jeg gik derop, ville alle eleverne stirre, fordi jeg var hvid, så jeg valgte at sidde nede bag blandt eleverne indtil til sidst, hvor jeg kort sad deroppe. Nede bagved fik jeg sendt en masse smil i alle retninger, for mange kiggede spændt på mig. Debatten fortsatte uendeligt, og der var hundekoldt, så det var nogle lange timer for eleverne.

På Bibelskolen har jeg nu undervist 11 elever i klaver på 3 kvarter, hvilket var noget af en portion – især fordi deres nodelæsning ikke var det bedste. Det var et værre kaos, men jeg fik dem også til at øve sig på xylofonerne. Det er dog begrænset, hvor meget de kan nå at lære, da jeg kun har tre ganges undervisning i alt. Sidste gang virkede klaveret ikke engang, så jeg underviste dem, uden de kunne høre nogle toner, hvilket virkede fuldstændig håbløst.

Now I have started a choir at the Secondary School. The first time there only came 15 students even though 50 students had signed up that they would join the choir. 4 of them left for another choir while 5 of them went home because they were hungry, so I didn’t have many students left! The following practise went much better because I had 20 students, and I taught them some Christian songs – it was fun!

I have now begun to teach some classes in English which I enjoy. It can just be a bit difficult sometimes when there are over 50 students in one class and some of them do not understand what I am teaching. Over half of them don’t make homework, so I have explained to them that the homework is for their own sake. When the inspector told me that I had to teach the class straight away I explained to him that I didn’t have any books yet or any preparations so I wasn’t ready. Therefore he just showed me the class and let me go out again, but on my way out I walked right into the door, so all the students were laughing.

Min kor-undervisning :)

One day I taught the wrong class in 40 minutes before I realized that I was supposed to be somewhere else. Embarrassing! Except from that mistake my teaching has been going well and it is fun.

At the school I’m almost getting used to being invited on dates by the male teachers, and some of the students also ask about my number or my email which is a bit strange. It is only because I’m white. Actually I have found out that some of the teachers have stolen my pencil case with my USB-stick inside and also my ring bell on my bike which is very weird! And some of my students have stolen some posters I brought one day for my teaching, so I felt very disappointed and told them that it wasn’t acceptable.

One day the School had “Religion” and without giving a reason the students told me to sing a song in front of all 400 students. I didn’t understand why but did it anyway and everybody rejoiced! Afterwards the School-Church Choir had an auction, and without me knowing, a boy bought my school bag for less than one dollar, so I had to buy it back of him! Crazy!

Now I have started to teach some students in piano at the Bible School, but it isn’t easy at all because there are 11 people to one piano. I only have three lessons with them, so they will almost learn nothing because they are so many, but then I have tried that challenge. Last time the piano wasn’t even working, so I taught them without hearing any sound!

Kulturforskellen hernede!

I løbet af opholdet møder man hele tiden nye ting, som ”hverken er godt eller skidt – bare anderledes” (slogan fra vores volontør-kursus). Her kommer nogle af tingene:

- Tøjvaskning foregår udenfor i nogle baljer med koldt vand, knofedt og måsen oppe i vejret.

- Der går en ged og nogle hunde rundt i vores baggård, som hyler hver aften og virker ret skræmmende. Lige så snart hundene er stille begynder geden at bræge, så jeg sover nogle gange med ørepropper.

Dette er nogle fremmede børn, der er vilde med kameraet!

- Oppe på loftet over Amanda, Thereses og mit værelse er der en masse rotter og rundt i kanten hænger der nærmest guiallanter af rottelort! (det er måske nærmere skidt end godt). De render også rundt i baggården, men det vender man sig til. En dag så jeg en rotte inde i en butik, der bare vandrede over en hylde, føj!

- Vi har prøvet at smage ugali (mel + vand + en masse olie) sammen med noget kød, der var som gummi og lugtede af lever. Det var lavet i en kæmpe gryde over bål, og man fik bønnesovs til. Man skulle lige vende sig til at spise maden med fingrene. I starten kunne jeg slet ikke klemme det ned, men nu er det faktisk fint.

- Gadesælgere banker tit på vores dør for at sælge fx malerier, sko eller skåle og smykker, - tanzanianerne ved præcis hvor de hvide bor = penge.

- Jeg er efterhånden begyndt at vænne mig til, man ikke går i bad særlig tit, og når man gør det, er det fordi, man VIRKELIG trænger! Man skal bare vænne sig til konstant at have fedtet hår! Og når man endelig går i bad, skal man ikke regne med, at der er varmt vand!

- Når man vil have kylling hernede, køber man dem KUN levende. Og i forhold til andre madvarer er det også ret anderledes. Fx skal man sortere ris og bønner inden det tilberedes. Mælken vi køber hernede er pulver, som man selv skal blande sammen med vand, og hvis man vil have kokos køber man en kokosnød. Jeg prøvede en dag at hakke en over, men det er virkelig svært! På markedet gør de det bare med en slags sabel uden de mindste problemer.

- ønsker man at blive kendt, skal man blot tage til Afrika. Jeg føler mig nærmest som en dronning, når jeg cykler, fordi alle vil hilse og vinke!

- Der skal ingenting til at få børn hernede til at grine eller blive underholdt! På en køretur gav vi nogle børn vores tomme vandflasker, hvilket de elskede og de begyndte minsandten at slås om dem! Man oplever sjældent snobbede teenagepiger, der kun går op i sit udseende, men de sødeste piger, der altid vinker tilbage og smiler, når man hilser. (Okay, det skal dog også siges, at der er nogle få teenagepiger, der udviser den mest bitchy attitude, højtsmaskende, med deres tyggegummi i munden.). Nogle af børnene bliver så ellevilde ved synet af os hvide, at de hopper og skriger (nogle af de små børn bliver skræmte og styrter grædende væk). De råber ofte ”Goodmorningki-Madam-how-are-you-sank-you” I én lang køre uanset om det er morgen eller aften.

- Er der noget afrikanerne går meget op i, så er det deres hilsner, der kan fortsætte uendeligt! ”Hej, går det godt? Ja fint. Går det godt derhjemme? Ja rigtig fint. Går det godt i dag? Ja fint. Går det godt på arbejdet? Ja fint. Velkommen (det kan siges uanset hvor man er, - selv på gaden), tak.”

Selv når man cykler, hilser folk konstant, selvom de for længst er væk, når man svarer.

- Der er et princip hernede, der består i at ”bibbe” hinanden på mobilen, for bare at sende en hilsen. Dvs. at man ringer til én, hvorefter man med det samme lægger på, hvilket betyder, at man bare lige tænkte på personen. Så når man har fået et ubesvaret opkald, kan man aldrig vide, om man burde ringe tilbage. Når nogen så ringer rigtigt, lader man med vilje mobilen ringe i lang tid, for det viser man har travlt og ikke dovner den af. Under morgensamlingen på Sec. School ringede en lærers telefon en dag, og han lod den selvfølgelig ringe i uendelig lang tid med sin høje skratsende ringetone, imens alle kiggede.

- Ca. 20 % af gravide får kejsersnit på hospitalet, for at lægerne kan tjene kassen – Også selvom det ikke er nødvendigt! 80 % her i området har kønssygdomme, og hver 5. har AIDS!

- Når man skal af med sine affaldsposer, brænder man dem bare i baghaven. I byen er der store grøfter, hvor man bare kan smide ting hen (eller alle andre steder), så grøften en gang i mellem brændes. Det er sjovt at se, hvordan folkene ofte sidder rundt om ilden og affaldsrøgen, som om det er et lejrbål – men det er vel også det tætteste de kommer på et lejrbål, udover når de brænder sletter.

- Hygiejne er ikke det afrikanerne går allermest op i – Vi fik en dag kød fra den meget uhygiejniske slagter rundt om hjørnet: Ingen fryser, mange fluer, ingen rengøring, og ingen vaskede hænder efter at have modtaget pengesedlerne. Føj!

- Drik IKKE vandet hernede, medmindre det er kogt. En aften fandt Therese ud af, hun havde drukket en kakao, der ikke var blevet kogt først, og det viste sig også om natten, hvor hun fik det rigtig dårligt. Så ved vi i hvert fald nu, at det ikke er for sjovt, vi ikke drikker vandet.

- Bliv ikke overrasket, hvis nogen tager billede af dig, fordi du er hvid. Der kom en dag en mand forbi, som stod og tog billeder af mig i mindst et kvarter. Han prøvede i starten at lade som om, han tog billeder af børnene, men efterhånden var han ikke det mindste diskret!

- Tid er ikke en vigtig faktor! En dag, da Niva skulle til eksamen havde han glemt sin eneste blyant (det eneste han skulle medbringe) og kom så hjem igen for at hente den. Da han så, vi andre spiste pandekager, blev han en halv time og spiste med. Vi spurgte, om han da ikke skulle til eksamen og sagde jo. Vi spurgte hvornår, imens han svarede ”nu” uden at stresse det mindste. Det viser noget om tidsopfattelsen!

- Hvis du skal være sej, så tag en tandstik i mundvigen! Det er der utrolig mange der gør! En af snedkereleverne i Kipili havde et søm siddende i mundvigen!

Sådan ser det ud, når man får flettet hår!

- Der er absolut ingen grænser for frisurer hernede! Kvinder og børn går rundt med de vildeste fletninge-frisure, hvor der nogle gange er et vildt mønster i hovedbunden lavet af fletningerne, eller hvor fletningerne alle ender i en underlig dusk på toppen af hovedet. I forhold til tøjsammensætninger gælder det nærmest om at have så mange forskellige farver og mønstre på som muligt! Det er sjovt, hvordan man efterhånden glemmer at se, hvilket tøj man selv tager på, for uanset hvad, skal det nok matche i afrikanernes øjne.

- Tanzanianerne har det svært med at kommunikere til mere end én person ad gangen. Fx kommunikerer Niva ofte kun til Therese, selvom vi andre sidder lige ved siden af. ”How are you, Therese?” Vi andre er bare luft.

- Folk er dyrplagere hernede – især børn. En dag hørte vi en sten blive kastet på ruden, fordi nogle børn forsøgte at kaste sten på vores hunde, men ramte ved siden af. Andre gange kan man høre hundene hylde, fordi de rammer. Jeg så også en dag en lille dreng løbe efter en høne, for at kaste den hen på sin lillebror, som egentlig ikke synes det var så sjovt - forståeligt nok! Vores ven Meshack udsultede også sin hund, der lige havde fået en hvalp, og ville ikke kendes ved den, så den blev aflivet sammen med hvalpen.

To live in Tanzania is not better or worse than my normal life in Denmark, it is just different. Here are some of the differences:

- If you want to eat chicken you buy a chicken alive and drag it with you home to kill it! If you go to the town to buy milk you end up with milk powder which you mix with water.

- If you want to be famous then go to Africa because everybody are crazy about you and they shout and wave when they meet you because of your skin colour! Well they also think that you are a symbol of money. One day somebody discreetly tried to take a photo of me but he wasn’t discreet at all and he kept on taking photos in 15 minutes!

- In the loft there are a lot of rats, and their excrements are falling down into our bedroom all around the edges which is disgusting (maybe more bad than good). I am also getting used to watching rats cross the ground outside in our backyard.

Mig og mine hoomies!

- I am also getting used to taking a shower only when it is necessary because the water is not always warm, and you are always feeling dirty because of the flying dust outside.

- It is easy to entertain kids down here – they can even have fun with empty water bottles! Some of them run after us white people when we ride our bikes our shout ”Goodmorningki-Madam-how-are-you-sank-you” even though it is in the afternoon. Some of the small kids are also afraid of us so they just escape when they see us while they are crying!

- 80 % of people in this area have actually venereal diseases and 1/5 has AIDS! Almost 20 % of pregnant women get caesarean sections just because the doctors earn more money that way. It is not even necessary and it makes a lot of women die of it.

- The time is not important down here. Everybody is late and when you make an arrangement with somebody you never know if you can trust them.

- Down here the women have the craziest hairstyles with their different plait-designs, and their clothes always contain a lot of colours and different patterns! Therefore I never worry about my clothes because no matter what the Africans think it is matching. 

Kipili

Kipili var utrolig smuk med sø og palmer!

Nu har jeg endelig set den mindste lille landsby, Kipili. Her skulle vi bo i 3 dage sammen med de andre 6 volontører. Der var ingen internet, ingen ordentlige butikker, intet køleskab og ingen elektricitet, når Knud slukkede det om aftenen. Til gengæld var her smukt med palmer og vand. Knuds hus lå halvt oppe på et bjerg, så der var en god udsigt over landsbyen og især Tanganika-søen, som er lige så stor som Jylland. Amanda og jeg gik en lille tur ned til søen og stødte på en stor grisemor og hendes mange små grislinger. Vi var ret nervøse for, at den ville angribe os, og samtidig blev vi nærmest også rendt ned af en masse geder. Heldigvis havde vi Knuds hund ”Pepsi” med som bodyguard (Hans hunde hedder Cola og Pepsi, så afrikanerne kan udtale deres navne. De fleste er dog bange for hunde hernede). Til aftensmad fik vi nybagt brød, som de får hver aften. Her får de nemlig kun 3 måltider om dagen. Morgenmad (ristet brød fra dagen før - 2 skiver til hver), middagsmad (altid ris og bønner - evt. med lidt tilbehør) og aftensmad (ca. 3 skiver hvidt brød). Meget ensformigt! Om natten skulle vi sove uden myggenet, fordi de ikke havde nok, så jeg fik selvfølgelig en natsværmer i næsen. Forresten hørte jeg, at Arne havde mødt en rotte, da han var i bad en dag- føj! På væggene er der altid gekkoer om aftenen. De ser virkelig ulækre ud, fordi de er helt hudfarvede.

Imponerende at man kan kravle op i palmen på den måde!

Dagen efter tog vi med de andre volontører til cheke chea (førskole-projekt med børn fra 4-6 år). De første to børn, jeg mødte, kom med det samme og omfavnede mig. Børnene var meget kærlige, men utrolig voldsomme over for hinanden og slog hinanden konstant.

Niva, som også var i Kipili disse dage, viste os hans kæreste og datter. Derefter spurgte han, om vi ville have nogle kokosnødder, og inden vi så os om, kravlede en snedkerelev op i en palme og skubbede kokosnødderne ned med fødderne. Det var virkelig vildt! Nogle af mændene hakkede nogle af dem over og bed skraldet af med tænderne for at drikke kokosmælken. Det smagte dog ikke så godt (måske var de ikke modne og lunken kokosmælk er heller ikke det bedste). Kokossen var ellers god.

En eftermiddag tog alle vi volontører en svømmetur i Tanganika-søen hvilket var varmt. Vi blev nærmest omsværmet af afrikanerbørn, der ville lege med os i vandet, sjovt! De elskede at komme op på nakken af os. Man skulle bare lige sikre sig, at de havde underbukser på først! Dagen efter fortalte en skoleinspektør i nærheden, at han havde set en krokodille i søen samme eftermiddag vi havde svømmet - dog lidt længere væk, end hvor vi badede. Wow! Da vi skulle op, stod der ca. 20 børn og kiggede, da vi tørrede os (lidt underligt). På gåturen hjem holdt vi alle nogle børn i hånden. Therese, Arne og Rebekka bildte os ind, at de havde dræbt en slange, og at Arne bare havde stillet sig på den, så de andre kunne hugge pinde ned i den, men det viste sig, de blot havde set nogle børn lege med den døde slange, som de viste os.

Amanda og jeg med de nyplukkede kokosnødder!

Om aftenen holdt vi valg-aften (pga. valg derhjemme i DK), så nogle af de andre kom ind i stuen med pandelamper, socialdemokratiske flag og 2 fade med RØDE valgbolsjer og en masse Obama-tyggegummier. Theresa ville finde ud af hvor mange Obama-tyggegummier jeg kunne have i munden, så jeg endte med 20! På vej til toilettet om aftenen (det er i en anden bygning) råbte Amanda: ”Der løber en rotte ved dine ben!”, så jeg skreg og hoppede fortvivlet rundt i mørket!

Sidste dag i Kipili tog vi på stranden henne ved lodgen (et lækkert sted for turister). På stranden lå vi og solede os, badede flere gange i det varme vand, slog smut og så både sejle forbi. (en af bådene var utæt, så der var en mand med, som skulle tømme båden for vand – det er typisk).

Da Erik og Knud kom hjem fra deres sejltur til Congo, kørte vi den 3 timers køretur hjem til SW, men opdagede, at der hverken var strøm eller vand i huset. Træls! Undervejs oplevede vi de første regndråber, hvilket var fantastisk! Vi jublede og hang nærmest ud af vinduet! Aldrig har jeg været så glad for regn. Det havde været godt at opleve Kipili, men ude godt, hjemme bedst!